Hjemmeside i WordPress: Hvorfor bruge WordPress som CMS?

Hvad er WordPress?

WordPress er kort sagt en af de nemmeste og mest populære måder at drive hjemmesider på. Faktisk er det verdens mest brugte system, med næsten en tredjedel af alle verdens hjemmesider der er drevet af WordPress. WordPress startede oprindeligt som en platform for bloggere, men har senere udviklet sig til et meget mere omfattende program, der bliver brugt til alt fra webshops, organisationer, bureauer og meget mere.

Noget af det der har gjort WordPress så populært, er at det er et gratis og open-source program. Open-source betyder, at den bagvedliggende kode er frit tilgængelig for alle. Dette gør at andre programmører og IT-eksperter rundt omkring i verden, nemt kan samarbejde, og selv udvikle plugins og andre forbedringer til WordPress. På denne måde er der skabt et stort online fællesskab omkring systemet, der hele tiden er med til at forbedre og videreudvikle på det.

Hvad er et CMS?

For at forstå hvad WordPress er, sådan helt konkret, skal man først forstå hvad et CMS er. Der findes mange forskellige former for CMS, og WordPress er blot ét af dem. Men hvad er et CMS egentlig?

CMS står for Content Management System, hvilket kan oversættes til indholdstyrings-system, og er et program der styrer indholdet og strukturen på en hjemmeside. Et CMS er et alternativ til den traditionelle måde at kode hjemmesider på, som gøres med opmærknings- og programmeringsprog som HTML, CSS og Javascript. Dette kræver ret meget teknisk kunnen at arbejde med, og det kan tage lang tid at lære et programmeringssprog. Nærmest lige så lang tid som at lære et “rigtigt” sprog.

Det er netop derfor at CMS’er er populære som aldrig før. Et CMS skærer nemlig ned for behovet for at kunne kode, og har gjort det hårde arbejde på forhånd, så at sige. Med et CMS, får man typisk et slags skelet eller skabelon på en hjemmeside, og man kan derefter nemt gå igang med selv at tilføje indhold. Der vil som regel også være flere forskellige prædefinerede farvetemaer, skabeloner og tilføjelser at vælge imellem, så man kan tilpasse sin hjemmeside præcis som man gerne vil have den, uden at skulle tænke på HTML eller CSS.

Blandt andre populære CMS’er findes bl.a. Joomla, Drupal og Magento. Her er WordPress dog klart det mest populære system – og i vores optik det bedste.

CMSAntal hjemmesider
1. WordPress 27,000,000
2. Wix3,800,000
3. Squarespace1,900,000
4. Joomla!1,800,000
5. Shopify1,100,000
6. Drupal630,000
7. Blogger430,000
8. Prestashop285,000
9. Magento265,000
10. Bitrix223,000

Her ses de estimerede antal aktive hjemmeside for de ti mest populære CMS-systemer. Tallene her er fra udgangen af 2019, og er kun stigende. Kilde: trends.builtwith.com/

Fordele ved et CMS

Som nævnt, er en af de klare fordele ved et CMS, det manglende behov for at kunne kode og programmere. Dette gør det nemt og hurtigt både at oprette og vedligeholde en hjemmeside. De fleste systemer har en brugervenlig grænseflade, hvor man nemt kan danne sig et overblik over de forskellige sider og sektioner på ens hjemmeside, og derefter selv gå ind og redigere i f.eks. tekst og billeder.

Et CMS bliver dog ikke kun lavet for at gøre det nemt for folk der ikke kan kode og programmere. Mange udviklere og webdesignere – inklusiv mig selv – bruger programmet til at lave hjemmesider, selvom de ligeså godt kunne arbejde i ren kode. Det er der flere årsager til: Den første og åbenlyse grund er den hurtighed og effektivitet hvorpå man kan lave en hjemmeside, enten til sig selv eller til en kunde. Den anden er brugevenligheden, når det kommer til at opdatere og udvikle på hjemmesiden fremover. Især når det kommer til at videregive en ny hjemmeside til en kunde, er det en stor fordel at kunden så vidt muligt selv kan redigere indholdet som han/hun ønsker.

Særligt når det kommer til hjemmesider med flere brugere, er et CMS næsten uundværligt. Hvis vi f.eks. nævner nyhedssites, er de næsten altid drevet i en eller anden form for CMS, der gør at redaktører og journalister selv kan gå ind på siden for at opdatere og skrive indlæg.

WordPress backend interface
Et eksempel på hvordan WordPress’ interface ser ud, med et overskueligt overblik over alle funktioner i venstre sidebjælke. Her ses hvordan der ser ud, når man opretter et nyt blogindlæg. Det er lige så nemt som at skrive i andre tekstredigeringsprogrammer, som f.eks. Word.

Fordele ved WordPress

Nu kender du til nogle af fordelene ved at bruge et Content Management System. Men hvad er det lige der gør WordPress til et godt CMS? Udover at det er verdens mest populære hjemmesidesystem, kan der hurtigt nævnes nogle fordele:

Nemt og gratis at installere

At WordPress er gratis og open-source software, er win-win for alle. For dig som kunde betyder det, at det er billig måde at lave en hjemmeside på, og for os som webbureau, kan vi holde vores priser nede på et niveau, hvor alle kan være med.

WordPress’ popularitet betyder også at mange hosting-udbydere har taget programmet til sig, og tilbyder meget nem installation på deres servere. Hos udbydere som one.com og simply.com, kan WordPress installeres nærmest med et enkelt klik. Dette gør at vi som webbureau har mulighed for at arbejde så hurtigt som muligt, når vi skal begynde på en ny hjemmeside.

Et hav af temaer og plugins

Med mange millioner af brugere og en open-source tilgang til support og videreudvikling, sker der ting og sager. WordPress har i skrivende stund over 55,000 plugins, der dækker alt fra backup, sikkerhed og et næsten ubegrænset hav af funktioner. Der findes også adskillige tusind forskellige temaer, så det er næsten kun fantasien der sætter grænser for, hvordan ens hjemmeside kan komme til at se ud.

Nemt af få hjælp

Hvis man har brug for en særlig funktion på ens hjemmeside, findes der næsten altid et plugin til lejligheden, og hvis ikke, er der altid folk der står klar til at hjælpe. Vi er som webbureau selvfølgelig altid klar til at yde support, hvis en kunde har brug for hjælp, men ud over at få hjælp hos professionelle, findes der mange muligheder for en hjælpende hånd. WordPress har et officielt forum, hvor der bliver diskuteret problemer og løsninger, og her støder man hurtigt på eksperter der sidder klar med brugbare svar. Derudover findes der efterhånden masser af facebook-grupper – også på dansk, hvor folk er flinke til at hjælpe eller svare på spørgsmål.

Søgemaskineoptimeret

WordPress er som CMS utrolig grundigt i dets forarbejde, og indeholder alle de grundsten der bør være i moderne hjemmeside. WordPress har så at sige gjort det hårde arbejde på forhånd, og man kan dermed blot indsætte tekst, uden at bekymre sig om alle teknikaliteterne omkring SEO.

Responsivt design

Responsivt design er, når en hjemmeside er tilpasset forskellige skærmstørrelser, og ser lige så godt ud på en telefon eller tablet som den gør på en computerskærm. Dette er utrolig vigtigt, da en meget stor del af internettet i dag bliver surfet via smartphones. Responsivt design kan føre en masse problemer med sig, når man designer en hjemmeside

Kan jeg selv lave en hjemmeside i WordPress?

Det korte svar er ja; formålet med WordPress er, at det skal være nemt for alle, at lave sin egen hjemmeside. Det lidt længere svar er, at nemt kan være en relativ størrelse. Selvom WordPress er meget hurtigere og nemmere at komme igang med, end mange andre CMS’er, for slet ikke at tale om HTML og CSS, kan det stadigvæk virke lidt uoverskueligt for nogle, og det kan være svært at finde ud af helt præcis hvor man skal starte med en blank hjemmeside og et hav af funktioner.

Derudover vil altid være en del tekniske ting der skal på plads, når man har med hjemmesider at gøre, hvad end det er med WordPress eller ej. Har du f.eks. styr på hvordan man opretter et SSL-certifikat eller hastighedsoptimerer en side? Hvad gør du hvis din side ikke bliver vist i Google, eller hvis der pludselig skulle opstå en databasefejl der gør at din side slet ikke kan vises overhovedet? Ved du hvordan sikrer du dig imod fejl med caching, duplicate content, serveren, databasen, døde links, plugins der ikke virker eller billeder der ikke bliver vist korrekt?

Tja, sådan kunne jeg godt fortsætte et par linjer endnu, men jeg tror min pointe står klar: Selvom det umiddelbart virker ligetil, er der altid noget der vil drille. Selv som professionel webdesigner, støder jeg af og til ind i problemer, som jeg sagtens kan bruge irriterende lang tid på at fikse. Jeg siger ikke dette for at skræmme folk væk fra WordPress, tværtimod vil jeg altid anbefale det. Det er bare vigtigt, at man er realistisk i forhold til mængden af tid og arbejde, der nogle gange kan ligge i det.

Dette er særligt relevant hvis man vil lave en hjemmeside til sin virksomhed. For har man at gøre med en personlig blog, eller en anden form for hjemmeside der ikke er så “vigtig”, siger jeg altid go for it. Kast dig ud i det. Få WordPress installeret, og prøv dig frem selv. Man vil altid støde på problemer undervejs, men disse kan som regel løses med en Google-søgning eller en instruktionsvideo på YouTube, og det er sådan man lærer.

Marcus Kirkegaard

Marcus Kirkegaard

Webdesigner og medejer af We Are Web